lørdag den 28. december 2013

Nytår

I det nye år vil jeg løbe om kap med mig selv

lege tag-fat og kysse frøer


drømme om frisind og tolerance

lade tingene blomstre
gådefuldt og uvist

gøre mindst en god gerning

betro mig til min næste
med eller uden styrthjelm

forblive i forhåbningen om at blive mødt
med vilje til at se og modtage den anden

elske elske elske

i år er lige så nyt som sidste år

jeg vil jeg vil jeg vil
!



torsdag den 12. december 2013

Sådan er kærligheden




 




Det siger du ikke...

At jeg drømmer og dukker mig
i én og samme stund

Hårdnakket
kødhakket
lemmedaskende
forhåbningsfuld

Tilbagetrukket og i front

Altid parat til en svingom’

- og hvis du kysser min pande styrter jeg
imens jeg glemmer
at jeg kun er et menneske
en mand med tap

Trohærdig...
Dillerskarp drømmende

Når en ild begynder at brænde...
skal jeg så pisse
 
eller finde benzinen frem? 

fredag den 8. november 2013

Max OLD


Jeg har badet med en dinosaur
Set stjerner tumle gennem verdensrummet og dø


Nu er der kun det sidste afsnit tilbage
i alt med dans

Hvad skal der ikke blive af mig
så moderne mondæn

Dunkende

Skraveret skrævende
Med TV2 eller D'R i skødet
helt uden raster

Så lykkelige vi er
euforiseret folkelige
ganske uden substans.


søndag den 3. november 2013

Imellem hegnspæle af sølv



Alle de små ting skal nok blive gode igen
- også dem der stinker

...don’t worry!
dET BLIVER GODT IGEN!

Helt uden tankestreg eller tag-fat

Der er kun de nossebrune nuancer tilbage
Helt uden skum eller ståhej

Tilbage R' hegnspæle af sølv
i brunt brunt brunt

Det er som om de spidder ubekvemmeligheden


...and I love it!

fredag den 27. september 2013

Et øjeblik tilbage

Lige i dette øjeblik

                                    skal du …

aldrig aldrig aldrig

                                    senere

                                    blive den samme


Der er kun noget andet tilbage.





Happy Brun Dunk


Måske får du mit hjerte
i en brun pose

Ikke noget med at rasle!

Lokkedue dig :-)

Kys min pande
- og lad mig sælge min sjæl

Eller blot være ved mig selv.

Alt alt alt for meget
på samme sted

Dunkende
som i en dårlig glad brandert
eller et møgfalds tåbelighed

Honningfælde og lummer
hvor ingen kan vide sig sikker

Fordi vi kan
og tumler hinanden i møde

Happy happy dunkende brun glæde.

At trække modsat















Tror ikke at jeg elsker hende
Det har jeg nærmest ikke fået mulighed for
Hun har aflyst det på forhånd…

Kludder i distance og bummelum

- Og mangel på moden indsats

Det er blevet til lidt rusken frem og tilbage i sengen

GRYNT

Tæller det?

...nej ikke rigtig!


Brændstof i den uendelige indviklede historie om det at være mand og kvinde - overfor hinanden :-)


mandag den 1. juli 2013

Skiveskåret, men på tværs!


Allerede så mange dage uden knaster. Det er næsten ikke til at holde ud. Sommerferie - helt uden sommer. Så dansk som det kan være. Jeg glæder mig. Det kan simpelthen ikke være bedre! “When the music begin to play”. Hold da kæft! At være i live, skiveskåret, men på tværs - FEDT - helt uden lige!



LUFT!

Så svag som jeg kan være...

At tage livtag midt i alt det åbne. At tage det ind som ikke kan indtages. At hæve blikket, at se verden. Ikke noget med at skøjte eller forskyde - bare se tingene som de er - eller anstrenge sig for at gøre det! Det er stort og oplivende. At elske med en stavblender i hjertet.

Ikke noget med lummer lurendrejet cross-over. Nul, nix... så heller liv … ja … der hvor der drilles og pilles. Så hellere elske og pisse ved siden af, man er vel fra Nørrebro JA!

If I open my heart there will be no space for air!

Katastrofe


Hver gang du smiler
styrter jeg i afgrunden.


Katastrofen er en kendsgerning
fordi jeg kan miste dig
- nu.


Allerede...
så meget uden hud.


Gad vide hvad der sker
hvis jeg kysser din pande?

torsdag den 13. juni 2013

Venskab

Har lige tilbragt en god og varm aften i venskabeligt selskab. Hold da kæft det er mere værd end guld! Det er så stort, at mine arme kan ikke nå, mens jeg forsøger at omfavne den gave det er - venskab, venskab, venskab!


TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK TAK

mandag den 3. juni 2013

Han trænger til en kvinde

Et medspil inspireret af en af hjertet skøn ung kvindes tanker og bryderier med livet og kærligheden. Hun fik mig til at overveje hvad jeg som mand ønsker mig af en kvinde. - Tak Sofie!

Akkurat som hun trænger til en mand - så trænger han til en kvinde.

Kan med fordel læses sammen med Sofies Hun trænger til en mand.


Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde
Han trænger til en kvinde han trænger til en kvinde


Han trænger til en kvinde HAN TRÆNGER TIL EN KVINDE

Han trænger til en kvinde MENS HAN FORTABER SIG

Han trænger til en kvinde I LÆNGSLEN EFTER AT BLIVE MØDT

Han trænger til en kvinde BLOT SOM EN MAND

Han trænger til en kvinde DER ELSKER OG INDFANGER

Han trænger til en kvinde DER VIL INDTAGES OG BETVINGES

Han trænger til en kvinde I SKYER AF LYSERØD CANDYFLOSS

Han trænger til en kvinde SOM SUBJEKT OG GENSTAND FOR HANS BEGÆR

Han trænger til en kvinde DER TØR HENGIVE SIG

Han trænger til en kvinde I HANS ARME




Muddy Waters og The Rolling Stones - Mannish Boy (1981 Live At Checkerboard Lounge)
En sprælsk drengerøvs Mick Jagger i skøn forening med Muddy Waters uforlignelige dybe mandsrøst.

onsdag den 29. maj 2013

Med et sug i maven ved første øjekast

Øjemål og øjekast behersker verden. Nærmest som ved en besættelse. Vi tror at vi kan regne den ud! Underfundigt er det som virker legende let, men ikke er letsindigt. Det pløjer sig dybt ned i vores karakter. Det sender al beregning ud af kurs.

Trods adskillige forsøg på at kalkulere glædens pris kommer vi til kort. Lad livet udfolde sig - utilsløret råt, glædeligt og smukt - uden omsving eller lommeregner.

Alting har en side. Nogle gange møder vi hinanden med kant, andre gange vender vi kinden til. Livet lykkes i gensidig omfavnelse, der hvor vi kan rumme hinanden og ikke mindst os selv. Livet kan ligeledes være vellykket i et momentvis tilbagetrukket beskuende blik på verden fra en bjergtop. Under alle omstændigheder: Kærlighed, kærlighed, kærlighed og en god styrthjelm skal der til! Intet bliver rigtig til uden skrammer og tumult.

Dine øjne sagde: Kom til mig!
Snart var du i min favn og jeg i din...

Når vi tør have blik for hinanden og være ved det, samt letsindighed nok til at lægge styrthjelmen, så bliver det livsfarligt. Legende let og lige til - at omfavne en ny dag, at styrte i afgrunden.

Vi kan aldrig vide os sikre. Mon livet ville være det samme hvis vi kunne det. Ud fra bedste overbevisning og med et sug i maven, er der ikke andet at gøre end at tage fat. 

Når vi rammer de bedste toner i livet og stiller os i døråbningen, kan solen blege vores skrøbelige knogler og sende støvet af vore hjerter med vinden hid og did. En dag til en stormomsust bjergtop, en anden dag som en varm brise i en sommerkjole.

Livet er den største fest nogensinde. Det kommer bag på os. Hele tiden kommer vi for sent, men ikke al tiden. Når det lykkedes, så flyder bægret over.

onsdag den 1. maj 2013

Socia(Med)lisme

Helle Thornings parringskald lyder: Kom min helt egen selskabsskat, lad os dyrke de blå fantasier og fremavle løkkeligt afkom. Lad os sammen trampe på de mest udsatte, mens vi svinger den røde fane! Det er jo til et fælles og ikke mindst deres eget bedste!

Det virker forførende i røde gevandter, ja ... ligefrem tillokkende med et solidt element af SM - for dem der holder af det. Men hvad nu hvis man holder af kærlighed og solidaritet? Så er man nærmest blevet hjemløs, mens en flok kyniske røvhuller tegner dagens orden. En orden der sætter sig igennem som vilje og magt til at gennemføre reformer der skal tjene et fælles bedste på bekostning af de mest udsatte. 

Der opereres tilsyneladende stiltiende med en forestilling om at udsatte har et valg, at de har ressourcer der sætter dem i stand til grundlæggende at forandre deres liv. Gad vide hvor mange der kan stå inde for det, selv under "normale" og dermed ikke "udsatte" omstændigheder?  

Det holder ikke! Måske lyder det banalt, men det er kærlighed og solidaritet vi har brug for. Det behøver ikke være noget venstreorienterede har patent på - tværtimod! Det handler om meget mere end social dumping. Vi har behov for nye og langsigtede investeringer i mennesker med liv, glæde, kærlighed og mod. Intet mindre og gerne mere! 

Vi har behov for visioner der politisk knytter an med klare mål for et fællesskab, der ikke knægter den enkelte, et fællesskab der værner om individet, og samtidig sætter det i stand til at finde en vej i livet.

Lad os værne om og værdsætte det gode liv i kærlighed og solidaritet. Vi er et rigt og godt samfund. Vi kan godt! Hvis vi sælger ud og lader taberne betale, når bundlinjens tal lyser rødt, så mister vi allesammen det store S og det store M. Ikke som i socialdemokrati og masochisme, men som i Solidaritet og Medmenneskelighed. 

Vi skal investere i Socia(Med)lisme. Det koster i blod sved og tårer. Her ligger den egentlige udfordring. At gøre det med anstændighed og et kærligt vedholdende blik for hinanden.

mandag den 22. april 2013

Nærmest fortrolige i et blik

Ud af venstre øjenkrog kunne jeg mærke at hun kom gående. En vildtfremmed kvinde mødte mig med et opmærksomt og varmt blik. Indbyrdes fastholdt vi blikket længe nok til at vide, at her var noget rart på spil. Det sluttede i et vedholdende smil, da vi passerede hinanden - på én gang vildt fremmede og nærmest fortrolige.

Kan ikke tåle kvinder der smiler til mig. En ukontrollerbar blødhed udbreder sig indeni. Så kan de næsten få mig til hvad som helst! Det sker ikke ved en beslutning, jeg indtages uden modstand og bliver skønhedens marionet.

Det er en levende gave at blive nærmest forskrækket og overrumplet af skønheden i et blik - i den andens nærhed. Det kan være en kvinde eller en mand, det behøver ikke have noget med køn at gøre.

Som en storslået udsigt i et landskab, at blive foruroliget og spændt med et sug i maven, i fornemmelsen af nærhed og distance af noget uendelig godt.

Det afløses imidlertid af en sitrede og spirende fortvivlelse, mens det flygtige og momentane glider en af hænde. Det bedste stykke legetøj triller langsomt ud over kanten og forsvinder i en afgrund.

Men hvorfor begræde det som kun er i flygtig långivning, når livet stadig strømmer en i møde og kærtegner ens trodsigt røde kinder, som en forårsbrise der ikke helt er undsluppet vinterens favntag.

Måske findes lykken der hvor vi lige har passeret hinanden. 
 

torsdag den 7. marts 2013

Knivskarpe smil

De smiler til dig! Du retter dig op i sædet mens du tænker: Denne tur bliver en ren fornøjelse! Først mærker du en nærmest lindrende hånd på din pande - det var valgløfterne; men pludselig trækker hånden dit hoved bagover, mens en glidende bevægelse fører en kniv tværs hen over struben på dig! Begynder du at sprælle, fortæller de dig at det er for dit eget bedste. Bliver du ved tager de SU, dagpenge eller kontanthjælpen fra dig!

Under hensyntagen til bundlinjens velbefindende har de besluttet, at det er dig der skal holde for. Dig som af den ene eller anden grund i forvejen ligger underdrejet, du skal yde din del til fællesskabet og først derefter nyde. Du får lov at overleve.     

Imens belønnes og forlænges spekulation i fleks og afdragsfrie lån. For det går ikke an at veltilpassede middelklasse Danmark lider nød. L
ivet i en velfungerende lige linje belønnes. Kommer du af den ene eller den anden grund til at træde ved siden af, så er det dit problem.    

Lad os smile til hinanden mens skibet går ned. Det kommer til at se godt ud med Colgate over det hele. Gad vide hvor meget de betaler i skat? De i forvejen velbeslåede har indkasseret deres bonus inden skuden synker.

Something is rotten in the state of Danmark. Det er ikke kun Hamlet den er gal med.  

Politikerne smiler mens de tager livet af de i forvejen nødstedte. De får det til at se pænt ud, mens de uden at ryste på hånden fører kniven. Med afvæbnende smil i et fuldendt snit sendes tanken om modstand til tælling. Imens breder fortvivlelsen sig ved køledisken.

Lad os afslutningsvis uden knive i ærmet finde smilet frem, i glæden over menneskelig opfindsomhed og tegn på modstand:




Lidt overdrevet i forhold til mine erfaringer i diverse jobcentre. Der sidder heldigvis også en del engagerede medarbejdere, der forsøger at få det bedste ud af en tåbelig bureaukratisk lovgivning. Overdrivelse fremmer imidlertid forståelsen og bærer pointen igennem.  

søndag den 3. marts 2013

Fis(k) i trusskanten

Når den første betagelse er forduftet er det hele ikke længere nødvendigvis ligetil. Turbulens, modvind og sjældent oplagt medvind. I rent kagemands perspektiv kunne det tage sig ud som om, at de underfundige dejlige forstyrrede kvindfolk nærmest vil plages, ikke for enhver pris, men bare for deres egen skyld. Der er jo ikke mange der bare vil have et stykke kage, som i “a piece of cake”. Det skal ikke uden videre være som en tur i parken. 

Eller som jeg fik skrevet andetsteds: Kærlighed kalder på mandsmod og kvindehjerte - tør vi elske og være ved det? Det er et kolossalt sats at kaste sig i den andens favn.

Den glade mand spiller ikke desto mindre med åbne kort (tåbe!), mens han spørger: “Oh, skønjomfru vil du være min og må jeg være din?”

Efter en kunstpause kommer det ganske tørt fra hende: “Fisk!”.

Herefter følger en kold dukkert til den glade bejler. Da han har fået varmen og er kommet på benene, kaster han sig ufortrødent for hendes fødder igen: “Skønne kvindmø, kan jeg mon få dit hjerte til at tø, hvis jeg ryster posen og fortæller dig noget som ingen ellers ved af?”

Skønmø: “Er det nu dig igen? Troede egentlig at du var druknet i dine våde drømme! Tag en fisk mere, klap en torsk eller hop i havet!”

Efter denne svada trak hun på skuldrene, mens hun fortsatte i en overbærende tone: “En ting må jeg alligevel give dig, du forstår at komme igen efter en ordentlig dukkert. Så lad mig høre! Vi har ikke hele dagen og jeg skal nå at klappe kage inden midnatstid. Fortæl mig hvad har du gang i mand?”

Med en vis tøven gav han sig i kast: “Jeg er så blød at jeg kan smelte hvert øjeblik! Heldigvis har jeg lært at brænde bildæk af og uddele smæk når jeg er lige ved bristepunktet. Det hjælper som regel på en sær måde - lidt ligesom når man pisser på en på en politiker, der er ved at brænde ihjel.”

Skønmø: “Det er da gamle nyheder, at du er ren kage mand og halvblød i bowlerhatten. Hmmm, men lidt bål og brand, smæk og pis... som i bullshit, har altid haft en kinky sex-appeal. Til mit skambens beruselse bliver jeg let fugtig i trusskanten. For netop som vi taler om det: En mand med kant gør det jo bare!”

Efter et stykke tid bliver det temmelig enerverende bare at fise rundt i parken. Selv den mest gæve skønmø bliver træt af at koste rundt med kagemænd. Nybarberede boller på suppen tak! 



Han rømmede sig, mens et par ellers indfaldne rosiner fandt nyt liv i pungen: “Du trænger til en ordentlig tur over fars knæ, et par kærlige smæk i rumpetten - så bliver du varm i kinderne og glad i løbetid.”

Skønmø: “Så tag mig med storm og tag styringen, lad det ikke gå i fisk. Tag fat nu og her, for jeg skal også nå at klappe kage.”

Som sagt så gjort. For en kort stund havde han nærmest overtaget, mens hun stønnede af fryd. Sammen havde de opfundet en rigtig mand!

tirsdag den 26. februar 2013

Maskulin skinmanøvre i ansigtsrens

Tidligere betragtede jeg ansigtsrens og creme som en uskyldigt forledende magisk del af kvindeuniverset. Med en vis forundring betragtede jeg kvinders anstrengelser med rens og creme-mig-her-og-der ved dagens begyndelse. For enkeltes vedkommende tilmed da capo ved dagens afslutning.

Nu har jeg imidlertid udviklet en fornemmelse af hvad skin-manøvrerne går ud på. Det er nærmest som om forfængeligheden er vokset med alderen.

Pludselig befandt jeg mig på et suverænt kvindedomæne i en kosmetik dutte-li-dut butik. Ekspedienten var selvfølgelig også en stylet og dullet kvinde. Hun fremdrog med smil indtil flere magiske små krukker, alt imens hun strømmede over i velsignelser. Jeg fattede noget med "før, i dybden og noget med at lukke..." Da jeg kom til mig selv oven på alle disse nye besværgelser fik jeg spurgt til prisen. Syvhundrede og et eller andet for et begyndersæt!!! I ly af en humoristisk bemærkning trak jeg mig skyndsomt ud af butikken med en klar fornemmelse af hvorfor kvinder kan være så dyre i drift. Det var også blevet helt klart, at det er ikke er let at være kvinde.

Efter en vis besindelse er jeg begyndt at fægte med 2-i-1 ansigtsrens (den nemme løsning), dagcreme og lidt (pro)vitamin mig her og der. Overbevisningen om at rynkerne er kommet for at blive, breder sig med et forfængeligt smil, mens jeg gransker mit kontrafej i spejlet.

onsdag den 20. februar 2013

Socialdemokrati

Vi ved hvad der er bedst for dig. Faktisk ved vi bedre. Du har bare at makke ret, det er din pligt, når nu vi holder dig i live. Ikke noget “jamen...” det er til dit eget bedste, at du gør som vi siger!

Det er krisetider og derfor driver vi klapjagt på de mest udsatte grupper i samfundet. Vi kalder det ganske vist noget andet, ligesom vi også kalder os “røde”. 

Hvis vi sammenligner vores valgløfter med den politik vi fører, så vokser tvivlen om hvad det egentlig er der sker. Det skal du imidlertid ikke bekymre dig om. Vi har taget fat og med den store høvl reducerer vi velfærdsstaten til ukendelighed.

De grupper der har langt de fleste problemer ud over ledighed, skal for enhver pris presses til at indtage en eller anden plads på arbejdsmarkedet. Tanken er egentlig god nok, lige bortset fra “enhver pris” og “presses”. 

Gådefuldt bliver det, at man i en ellers prisværdig bestræbelse på at inddrage “alle”, slår ned på de absolut mest udsatte grupper. Det sker tilsyneladende ud fra den tankegang, at det skulle hjælpe og gøre en positiv forskel, at sparke til folk der i forvejen ligger ned. 

I mangel på reelle og politisk visionære målsætninger, tyes der til den velkendte stokkemetode, alt imens det sættes i “spin” som noget ganske andet.

Vi slår skam ikke ned på udsatte grupper, marginaliserer dem yderligere og sætter dem skakmat. Vi hjælper dem skam til deres eget bedste! Uden at blinke eller ryste på hånden svinger vi ivrigt den socialdemokratiske målestok som en pisk.

Den store målestok sættes i sving i bestræbelsen på, at straf kan få den enkelte til at ændre adfærd og retning i deres liv. Dermed forudsættes det, at de reagerer “normalt” og dermed har ressourcer til at omstille sig, samt at de er i stand til at bevæge sig i den “rigtige” ønskværdige retning.

Kan vi være sikre på at det er sådan det forholder sig? Har disse mennesker et reelt valg?

Er vi på rette vej, når vi strammer tommelskruerne og lader de mest udsatte betale prisen for det vi kalder velfærd i en krisetid?

#Her indsat FB Like Button Info
#Her slutter indsat FB Like Button Info