Det er krisetider og derfor driver vi klapjagt på de mest udsatte grupper i samfundet. Vi kalder det ganske vist noget andet, ligesom vi også kalder os “røde”.
Hvis vi sammenligner vores valgløfter med den politik vi fører, så vokser tvivlen om hvad det egentlig er der sker. Det skal du imidlertid ikke bekymre dig om. Vi har taget fat og med den store høvl reducerer vi velfærdsstaten til ukendelighed.
De grupper der har langt de fleste problemer ud over ledighed, skal for enhver pris presses til at indtage en eller anden plads på arbejdsmarkedet. Tanken er egentlig god nok, lige bortset fra “enhver pris” og “presses”.
Gådefuldt bliver det, at man i en ellers prisværdig bestræbelse på at inddrage “alle”, slår ned på de absolut mest udsatte grupper. Det sker tilsyneladende ud fra den tankegang, at det skulle hjælpe og gøre en positiv forskel, at sparke til folk der i forvejen ligger ned.
I mangel på reelle og politisk visionære målsætninger, tyes der til den velkendte stokkemetode, alt imens det sættes i “spin” som noget ganske andet.
Vi slår skam ikke ned på udsatte grupper, marginaliserer dem yderligere og sætter dem skakmat. Vi hjælper dem skam til deres eget bedste! Uden at blinke eller ryste på hånden svinger vi ivrigt den socialdemokratiske målestok som en pisk.
Den store målestok sættes i sving i bestræbelsen på, at straf kan få den enkelte til at ændre adfærd og retning i deres liv. Dermed forudsættes det, at de reagerer “normalt” og dermed har ressourcer til at omstille sig, samt at de er i stand til at bevæge sig i den “rigtige” ønskværdige retning.
Kan vi være sikre på at det er sådan det forholder sig? Har disse mennesker et reelt valg?
Er vi på rette vej, når vi strammer tommelskruerne og lader de mest udsatte betale prisen for det vi kalder velfærd i en krisetid?
