tirsdag den 26. februar 2013

Maskulin skinmanøvre i ansigtsrens

Tidligere betragtede jeg ansigtsrens og creme som en uskyldigt forledende magisk del af kvindeuniverset. Med en vis forundring betragtede jeg kvinders anstrengelser med rens og creme-mig-her-og-der ved dagens begyndelse. For enkeltes vedkommende tilmed da capo ved dagens afslutning.

Nu har jeg imidlertid udviklet en fornemmelse af hvad skin-manøvrerne går ud på. Det er nærmest som om forfængeligheden er vokset med alderen.

Pludselig befandt jeg mig på et suverænt kvindedomæne i en kosmetik dutte-li-dut butik. Ekspedienten var selvfølgelig også en stylet og dullet kvinde. Hun fremdrog med smil indtil flere magiske små krukker, alt imens hun strømmede over i velsignelser. Jeg fattede noget med "før, i dybden og noget med at lukke..." Da jeg kom til mig selv oven på alle disse nye besværgelser fik jeg spurgt til prisen. Syvhundrede og et eller andet for et begyndersæt!!! I ly af en humoristisk bemærkning trak jeg mig skyndsomt ud af butikken med en klar fornemmelse af hvorfor kvinder kan være så dyre i drift. Det var også blevet helt klart, at det er ikke er let at være kvinde.

Efter en vis besindelse er jeg begyndt at fægte med 2-i-1 ansigtsrens (den nemme løsning), dagcreme og lidt (pro)vitamin mig her og der. Overbevisningen om at rynkerne er kommet for at blive, breder sig med et forfængeligt smil, mens jeg gransker mit kontrafej i spejlet.
#Her indsat FB Like Button Info
#Her slutter indsat FB Like Button Info