onsdag den 1. maj 2013

Socia(Med)lisme

Helle Thornings parringskald lyder: Kom min helt egen selskabsskat, lad os dyrke de blå fantasier og fremavle løkkeligt afkom. Lad os sammen trampe på de mest udsatte, mens vi svinger den røde fane! Det er jo til et fælles og ikke mindst deres eget bedste!

Det virker forførende i røde gevandter, ja ... ligefrem tillokkende med et solidt element af SM - for dem der holder af det. Men hvad nu hvis man holder af kærlighed og solidaritet? Så er man nærmest blevet hjemløs, mens en flok kyniske røvhuller tegner dagens orden. En orden der sætter sig igennem som vilje og magt til at gennemføre reformer der skal tjene et fælles bedste på bekostning af de mest udsatte. 

Der opereres tilsyneladende stiltiende med en forestilling om at udsatte har et valg, at de har ressourcer der sætter dem i stand til grundlæggende at forandre deres liv. Gad vide hvor mange der kan stå inde for det, selv under "normale" og dermed ikke "udsatte" omstændigheder?  

Det holder ikke! Måske lyder det banalt, men det er kærlighed og solidaritet vi har brug for. Det behøver ikke være noget venstreorienterede har patent på - tværtimod! Det handler om meget mere end social dumping. Vi har behov for nye og langsigtede investeringer i mennesker med liv, glæde, kærlighed og mod. Intet mindre og gerne mere! 

Vi har behov for visioner der politisk knytter an med klare mål for et fællesskab, der ikke knægter den enkelte, et fællesskab der værner om individet, og samtidig sætter det i stand til at finde en vej i livet.

Lad os værne om og værdsætte det gode liv i kærlighed og solidaritet. Vi er et rigt og godt samfund. Vi kan godt! Hvis vi sælger ud og lader taberne betale, når bundlinjens tal lyser rødt, så mister vi allesammen det store S og det store M. Ikke som i socialdemokrati og masochisme, men som i Solidaritet og Medmenneskelighed. 

Vi skal investere i Socia(Med)lisme. Det koster i blod sved og tårer. Her ligger den egentlige udfordring. At gøre det med anstændighed og et kærligt vedholdende blik for hinanden.
#Her indsat FB Like Button Info
#Her slutter indsat FB Like Button Info