onsdag den 29. maj 2013

Med et sug i maven ved første øjekast

Øjemål og øjekast behersker verden. Nærmest som ved en besættelse. Vi tror at vi kan regne den ud! Underfundigt er det som virker legende let, men ikke er letsindigt. Det pløjer sig dybt ned i vores karakter. Det sender al beregning ud af kurs.

Trods adskillige forsøg på at kalkulere glædens pris kommer vi til kort. Lad livet udfolde sig - utilsløret råt, glædeligt og smukt - uden omsving eller lommeregner.

Alting har en side. Nogle gange møder vi hinanden med kant, andre gange vender vi kinden til. Livet lykkes i gensidig omfavnelse, der hvor vi kan rumme hinanden og ikke mindst os selv. Livet kan ligeledes være vellykket i et momentvis tilbagetrukket beskuende blik på verden fra en bjergtop. Under alle omstændigheder: Kærlighed, kærlighed, kærlighed og en god styrthjelm skal der til! Intet bliver rigtig til uden skrammer og tumult.

Dine øjne sagde: Kom til mig!
Snart var du i min favn og jeg i din...

Når vi tør have blik for hinanden og være ved det, samt letsindighed nok til at lægge styrthjelmen, så bliver det livsfarligt. Legende let og lige til - at omfavne en ny dag, at styrte i afgrunden.

Vi kan aldrig vide os sikre. Mon livet ville være det samme hvis vi kunne det. Ud fra bedste overbevisning og med et sug i maven, er der ikke andet at gøre end at tage fat. 

Når vi rammer de bedste toner i livet og stiller os i døråbningen, kan solen blege vores skrøbelige knogler og sende støvet af vore hjerter med vinden hid og did. En dag til en stormomsust bjergtop, en anden dag som en varm brise i en sommerkjole.

Livet er den største fest nogensinde. Det kommer bag på os. Hele tiden kommer vi for sent, men ikke al tiden. Når det lykkedes, så flyder bægret over.

#Her indsat FB Like Button Info
#Her slutter indsat FB Like Button Info