Intet foregår uden genvordigheder.

Firkantet, skæv, nærmest ligetil. Lige ved og skråt. Flimrende nær - påpasselig kæk. Det bliver svært at være lige ved... Hmmm, hvad prøver jeg at sige? Disse ord som magisk siger alting og næsten lige ved ingenting og dog alligevel ikke. Er ikke kommet nemt til denne kantsten. Snubler i forsøget på at blive klar... må kaste mig i en mørk og betryggende favn. Er ikke blevet klogere på mit ærinde, men indsatsen er gjort. 


Imens ved jeg at livet er skønt gådefuldt og ikke mindst vidunderligt. Helt i fravær af en god forklaring!

Det er slet ikke tosset at blive ansporet af interesserede læsere. Er det egentlig ikke også noget i den retning vi skylder hinanden? Altså ikke som i købmandsforretning noget-for-noget, men som i engagement, omsorg og interesse for hinanden?

En mellem-menneskelig forbindelse der forpligter, binder og trækker betydningsfulde og væsentlige spor i livet. En bestræbelse der tager afsæt i at vi slet og ret kerer os om hinanden. At ligegyldighed og indifferens ikke skal bemægtige sig det (spille)rum, hvor vi hver især bidrager med betydning i livets utallige nuancer. Det er i den enkeltes bidrag som en forskel, en differens der ikke skal gøres op, som i noget-for-noget - der findes en betydning, der sætter sit uomtvistelige præg på tilværelsen. Vi ikke er i tvivl når det sker. Hjertet har sine grunde.

Alt hvad du behøver er kærlighed, synger The Beatles, men umiddelbart vil det vel ikke gøre ondt også at vinde 155 millioner i onsdags lotto. Tænk at kunne være den glade giver, hvem ville ikke det? Egentlig ligger det tæt på et ønske job, at få mulighed for at administrere en kæmpe pose penge, og dele ud til dem der er på røven. Hold da kæft - det kunne gøre godt! 

Nu er livet imidlertid ikke så enkelt. Det skal nok fucke op helt af sig selv - på den ene eller den anden velkendte måde. Hvad kan vi så regne med - hvad er der at falde tilbage på, hvad er der på bundlinjen?

Skraber vi alle pointsystemer og alle tillæg af livets tildragelser, ender vi et sted hvor vi kun har os selv, hver især - og i bedste fald noget af hinanden. Det er der, der er betydning. Der ligger den livskraft, der bevæger os i de kolbøtter, oversprings-handlinger og udfald, i spændinger der ind imellem også gør godt.

Når det lejlighedsvis lykkes at løfte blikket og møde hinanden uden for mange fordomme, i respekt og lydhørhed, så kan det næsten ikke blive bedre. Hvorfor er det så skide svært?

Det kræver mod og vilje, i kærtegn og sårbarhed, at møde og at se verden, for samtidig at blive set og blive mødt. For ind i helvede og patter, der ligger en kolossal ressource og livskraft - der. Så meget mere af alt det, som forivrede mennesker forsømmer i bestræbelser på at beregne næste skridt. Der ligger den egentlige forregnelse. Der snubler de som oftest, mens de udstøder fæle besværgelser over verdens gang. Turde vi blot alle sammen løfte blikket og se... virkelig se og dermed møde hinanden. Hold da kæft - det kunne gøre godt!

Indledningsvis ved det nære og tilforladeligt overskuelige...

Noget af det mest pinefulde er at se et nærtstående menneske i nød. At se sin næste glide, snuble eller buldre lige lukt mod afgrunden og katastrofen - uden egentlig at kunne gøre hverken fra eller til. Der ligger en tænderskærende form for magtesløshed i at kunne registrere og forudse tingenes skæve gang, velvidende at det vil ske, at ulykken vil ramme og ødelægge liv. Livets iboende destruktive potentiale, altid bundet i halen af det bedste. Kommer sol, kommer regn, kommer kærtegn med fregner i fløjl - også kommer ulykken!

Det hjælper ikke rigtig noget at brække sig i afgrunden, men det kan alligevel gøre godt på en sær måde, med en knugende fornemmelse i maven, at byde verden trods. At gøre det på andres vegne kan virke helt ude i skoven; men hvorfor ikke barbere hvert eneste træ i verden med pincet eller motorsav, hvis det kan gøre en positiv forskel og måske redde liv?

Roserne vi giver hinanden har torne. Alligevel omfavner og knuger vi dem fast til brystet, indtil tornene stikker dybt i kødet og gør livet brutalt og skrøbeligt. Kom igen, kom igen.... kom maj du søde milde... og lad os barbere en stamme eller to, mens vi plukker skovmærker og nyder solens spil i de lysegrønne trætoppe. Der bides i græsset... for nu skal Bambi klappes og ha' ny ble på. Så meget mere u-indtaget er der tilbage i den storslåede æstetik eller blot i momentet inden hvert eneste åndedrag.

Her skider vi for åben dør - op mod vinden, mens verdens vidunderlige syrlige charme truer med at vælte selv den mest kække omkuld.

Alle disse forbrugs-dage...

Alle disse dage uden kagedreng eller gå-på-mod. Der skræves skråt, som i en lystig Bilka-romance fuld af båthorn og selvglad klydevals. Polka er kun en leg med dum-dum kugler i løs vægt, - helst uden Joakim Fuckfjæs. Drømmer jeg eller er jeg på kontanthjælp? Lad os skrue op for vor tids frelse forbrugsknappen, giv den gas og indtag kontinenter af inkontinens. Det skal slet ikke være noget gamle og børn har til fælles.

Hvorfor forbinder jeg tidens livsstilsprogrammer med overdrev...  ekstravagance... hmmm... det forekommer mig at være besynderligt og trist at mennesker i åbenlys velstand benytter deres fortrin til at drive det... helt ud i hampen og endda lokke med ophobningen af genstande i deres liv på nationalt TV. Hvad er det som skulle være godt eller interessant - nogle indretningstips? Takker, hurra!

Hmmmm, jeg er blot lidt gnaven i dag :-)

Ej blog til lyst

Der er noget der presser sig på, noget der trænger til forløsning. Det skal ud... trykkes. Der skal slippes en ordentlig dej. - Derfor denne blog. Det sker ikke uden en viiiiis ambivalens - som i skal, skal ikke. Hvorfor skulle, er det noget man skal? Kan jo også bare blive bag avisen og gøre mit, ikke det bedste, men det jeg skal - til kanten og afslutte med børsten, men så bliver det ikke med kant. Nogle vil kalde det at lukke lort ud. Kom i gang - fyr den af! Der må tages et godt afsæt for ikke at blive slemt tilredt, for ikke at blive i sit eget lort, eller blive en af dem der er lige til at lukke op og skide i - for nu at blive ved fæces. Bæ har mange kære navne og skal slippes før eller siden med eller uden stomi.

Nuvel, en lille samtale med mig selv. Det blev vist til en form for skæld ud, en fækalie-fyldt opsang til mig selv. Fra den værre til den bedre halvdel eller cirka der omkring. Fra det indre til det ydre og håndgribelige. Der vil muligvis dukke mere af dens slags op undervejs, hvis jeg altså når så langt. Så er du advaret min mindst ene trofaste læser.

Det bliver mere eller mindre uden filter og spas. Der gøres holdt ind imellem for at sikre en vis forståelighed, men derudover må den ene association gribe den anden, foregribe midten eller lege tag-fat. Fumlende fri fabuleren, afgiftsfri i flimmer og med klaptorsk. Dermed kommer overskriften måske til at stå en kende skævt i forhold til indholdet eller også bliver det ej blog til lyst. Det vil vise sig, sagde hattemageren til plattenslageren.