Der er noget der presser sig på, noget der trænger til forløsning. Det skal ud... trykkes. Der skal slippes en ordentlig dej. - Derfor denne blog. Det sker ikke uden en viiiiis ambivalens - som i skal, skal ikke. Hvorfor skulle, er det noget man skal? Kan jo også bare blive bag avisen og gøre mit, ikke det bedste, men det jeg skal - til kanten og afslutte med børsten, men så bliver det ikke med kant. Nogle vil kalde det at lukke lort ud. Kom i gang - fyr den af! Der må tages et godt afsæt for ikke at blive slemt tilredt, for ikke at blive i sit eget lort, eller blive en af dem der er lige til at lukke op og skide i - for nu at blive ved fæces. Bæ har mange kære navne og skal slippes før eller siden med eller uden stomi.
Nuvel, en lille samtale med mig selv. Det blev vist til en form for skæld ud, en fækalie-fyldt opsang til mig selv. Fra den værre til den bedre halvdel eller cirka der omkring. Fra det indre til det ydre og håndgribelige. Der vil muligvis dukke mere af dens slags op undervejs, hvis jeg altså når så langt. Så er du advaret min mindst ene trofaste læser.
Det bliver mere eller mindre uden filter og spas. Der gøres holdt ind imellem for at sikre en vis forståelighed, men derudover må den ene association gribe den anden, foregribe midten eller lege tag-fat. Fumlende fri fabuleren, afgiftsfri i flimmer og med klaptorsk. Dermed kommer overskriften måske til at stå en kende skævt i forhold til indholdet eller også bliver det ej blog til lyst. Det vil vise sig, sagde hattemageren til plattenslageren.
