Noget af det mest pinefulde er at se et nærtstående menneske i nød. At se sin næste glide, snuble eller buldre lige lukt mod afgrunden og katastrofen - uden egentlig at kunne gøre hverken fra eller til. Der ligger en tænderskærende form for magtesløshed i at kunne registrere og forudse tingenes skæve gang, velvidende at det vil ske, at ulykken vil ramme og ødelægge liv. Livets iboende destruktive potentiale, altid bundet i halen af det bedste. Kommer sol, kommer regn, kommer kærtegn med fregner i fløjl - også kommer ulykken!
Det hjælper ikke rigtig noget at brække sig i afgrunden, men det kan alligevel gøre godt på en sær måde, med en knugende fornemmelse i maven, at byde verden trods. At gøre det på andres vegne kan virke helt ude i skoven; men hvorfor ikke barbere hvert eneste træ i verden med pincet eller motorsav, hvis det kan gøre en positiv forskel og måske redde liv?
Roserne vi giver hinanden har torne. Alligevel omfavner og knuger vi dem fast til brystet, indtil tornene stikker dybt i kødet og gør livet brutalt og skrøbeligt. Kom igen, kom igen.... kom maj du søde milde... og lad os barbere en stamme eller to, mens vi plukker skovmærker og nyder solens spil i de lysegrønne trætoppe. Der bides i græsset... for nu skal Bambi klappes og ha' ny ble på. Så meget mere u-indtaget er der tilbage i den storslåede æstetik eller blot i momentet inden hvert eneste åndedrag.
